Viden

Fremtidens tekstiler: Skal du have en kjole af mælk eller ananas?

Fremtidens tekstiler: Skal du have en kjole af mælk eller ananas?

Skrevet af

Annika Bidstrup Møller

Marketing- og kommunikationspraktikant

Umiddelbart lyder overskriften som det rene volapyk, men ikke desto mindre er det et skridt mod en positiv udvikling på den bæredygtige front. Meget tyder nemlig på, at fremtidens metoder inden for alternativ tekstilproduktion vil bære præg af udnyttelse af diverse spildprodukter fra fødevareindustrien.

 

Det øgede fokus på klima og bæredygtighed er efterhånden ved at vinde indpas i modeindustrien. Store brands begynder at tænke i klimavenlige løsninger i bl.a. deres produktioner, mens forskellige former for genbrug som f.eks. bytte- og udlejningsfirmaer ligeledes dukker op som påmindelser om, at vi ikke kan blive ved med at ty til fast fashion. Duus&Dyppel sætter en ære i at være med på den bølge, men vi glædes mindst lige så meget over, at fremtidens tekstilproduktion ser ud til at gå en lysere tid i møde.

 

En industri med brug for nytænkning

Som det ser ud på nuværende tidspunkt bruges der i gennemsnit et kilo kemikalier og 350 liter vand for at producere blot et enkelt kilo tekstil, mens det dog ser langt værre ud for fremstillingen af ét kilo bomuldstøj, som kræver op mod hele 11.000 liter vand. Produktionen af tøj står for 10 procent af verdens samlede CO2 udledning, og derfor er tøjindustrien et af de steder, hvor nytænkning og brug af uudnyttede ressourcer er absolut nødvendig for at tage et skridt i den rigtige retning i forhold til de klimamæssige udfordringer.

 

Meget tyder dog på, at vi i fremtiden vil se meget mere til ressourcebesparende tekstilproduktion, som trækker på andre industrier, der lider af store mængder af spildprodukter. En central industri i denne ligning er fødevareindustrien, hvis spildprodukter i fremtiden skal kunne genanvendes som fibre til tøjproduktion. Det kan bl.a. være produkter som ananas, kaffe, mælk og skal fra citrusfrugter.

 

Selvom det kan lyde lige lovlig innovativt, så er der rent faktisk flere virksomheder, der i løbet af de senere år har arbejdet på at gøre mode mere cirkulær gennem brugen af spildprodukter fra fødevareindustrien. Disse tæller f.eks. Piñatex®, som har opfundet et plantebaseret alternativ til læder – lavet af ananas, samt Orange Fiber som har skabt et silkelignende tekstil med brug af citrusskal fra juiceindustrien i Italien.

 

Kan blive win-win løsning

Selvom der fortsat er tale om tekstiler i testfasen, så ser det ganske enkelt ud til at kunne blive en win-win løsning for begge industrier, da man gennem anvendelse af én industris spild skaber ressourcer for en anden industri. Vigtigt er det dog, at man bevarer fokusset på, at det skal være spild, der skaber ressourcerne, så der ikke blot produceres ekstra fødevarer i et forsøg på at tjene penge på materialerne i stedet for at reducere spildprodukter.

 

Hvad fremtiden præcis bringer for tekstilproduktionen er endnu uvis, men vi glæder os over, at man i de senere år er begyndt at tænke i nye og bedre løsninger, så vi fremover kan se en modebranche i en helt ny fatning.

Vi benytter cookies på denne side.

Læs mere om brugen af cookies
Jeg accepterer cookies